Mit navn er Kai Hjorth. Jeg bor sammen med min kone Luba i Bornholmsgade nr. 70, st. th. I de seneste otte år har jeg været med i bestyrelsen for Østparkens afdeling 1.
Jeg har før været sammen med nogle af jer, for at høre om Thorkild Kristensens og Henning Munk Jensens meritter. Jeg har stor respekt for Erindringsværkstedets arbejde, og beundrer Willy Jensen og hans kone Elinor for deres store engagement i Ø-gade områdets trivsel. Og jeg har med stor glæde læst de to bøger, ”Ø-Gade krønikerne”, som I har fået udgivet.
I har jo haft mange kendte mennesker til at komme her med deres Ø-gade krøniker. I skyggen af dem føler jeg mig noget forlegen ved at stå frem, da jeg nok er ganske ukendt for de fleste af jer.
Egentligt er det lidt uretfærdigt, at jeg er så ukendt. For jeg var en af dem, der lærte Henning Munk Jensen at spille fodbold, og det skete på fortovet, lige under fru Nielsens vinduer, ud for Bornholmsgade 72, i de allerførste år af 1950`erne. Men det vender jeg tilbage til senere, for jeg ved, at det er noget som virkelig kunne ophidse Willy, der jo dengang var inspektør i Østparken.
Først vil jeg fortælle lidt om min families, og min tilknytning til Østbyen i Aalborg.
Farmor og farfar blev gift i Aalborg i 1895. Caroline var fra Thisted og Ludvig Hjorth fra Lolland. Farfar arbejdede på Stuhrs Skibsbyggeri, som senere blev til Aalborg Værft. Her var han i mange år smed og tillidsmand, men farmor og han havde samtidig en trævare-butik i deres hus på Nørre Tranders Vej 17. Her blev min far, Alfred Hjorth, født i 1911 som den yngste af 7 søskende. Ud af fem drengebørn blev de 4 forretningsdrivende i Aalborgs Østlige del. Min onkel, Axel Hjorth, havde først butik i Skt. Hansgade og senere fra 1945 til omkring 1960 købmandsbutik i Morsøgade 2. Onkel Holger var bagermester med bagerforretning i Danmarksgade 90, og bageri omme i gården. Christian Hjorth havde frugtforretning på venstre side af porten til Østerbro 64 i hen ved 40 år, fra engang i starten af 30´erne. Min mor Elidda kom som otteårig, med sine forældre og seks søskende, fra Sønderborg og voksede siden op på Petersborgsvej i Aalborg. Mor og far havde, indtil 1945, blomsterbutik på højre side af porten til Østerbro 64, der hvor der i dag (2013) er solcenter.Jeg blev født på en kold dag i januar 1945 på Fødeklinikken i Nørre Sundby og boede i det meste af mit første leveår på Østerbro 64, helt oppe under kvisten med udsigt til briternes bombetogter over Aalborg Havn. Disse bombninger ganske nær mit hjem, bragte mig flere gange i beskyttelsesrum, og jeg deltog naturligvis, 3mdr. gammel, under festlighederne for Danmarks befrielse.
Min mor var kisteglad, da vi i slutningen af 1945 flyttede ind i den helt nye, lyse og moderne lejlighed i Bornholmsgade 72, 2 tv.
En af mine første klare erindringer gælder Aalborg damperen ”Kjøbenhavn”, som blev minesprængt og forliste en morgen i juni 1948 ud for Hals Barre. Den begivenhed talte vi meget om den morgen og længe efter. Det gjorde stort indtryk på mig, for jeg kendte jo Aalborgbådene nede fra havnen og havde også sejlet med en af dem til København engang.
Min søster Kirsten blev født på en dejlig augustdag samme år i 1948. Dengang i fyrrenes Bornholmsgade, da var alle somrene lange, lyse og varme, og vintrene var smukke, hvide og kolde. Alt var bare, som det burde være dengang i barndommens gade. Her sendte mor mig på indkøb med rationeringsmærker til smør, sæbe og kaffe. Her blev bananerne genopfundet efter krigen af friske sælgere med trækvogne ”Bananer - 15 øre”.
Skærslipperne parkerede ’slibe cyklen’ nede i gaden og gik rundt i opgangene for at tilbyde deres serviceydelser, og omrejsende gårdsangere underholdt os til glæde og tårer.
Vi boede lige overfor varmecentralen i Saltholmsgade, og herfra husker jeg de elegante sorte skorstensfejere med de fine høje hatte, som balancerede rundt på tagryggen i Saltholmsgade, og kom helt derop i toppen af den store røde skorsten, som nu for længst er nedrevet. Jeg sad også i første parket til at se de store lastbiler, som jævnligt leverede koks til kedlerne.
Jeg stod altid på spring den 1. maj for at blive en af de første på gynger, vipper og tallerkenerne, straks når den nye sæson startede på legepladsen i Saltholmsgade. Legetanten fru Pedersen var en myndig dame, som havde station i et lille træhus midt på legepladsen. Jeg gik i 5. klasse sammen med hendes datter Jette, og vi lånte ’legetante-huset’ til at afholde vores skoleafslutning i 1957.
Jeg gik sent hjem fra festen og nynnede på aftenens melodi ”Hej Pepita - Pepita fra Majorca”.
Søndagsturen kunne gå til Blegkilde Parken lige nord for Aalborg Vandværk eller gennem kolonihaveområderne ”Solvang og Kærvang” ud til Kærs Mølle med de fine bassiner og små vandfald, eller til moster Jelva og hendes familie ude på Kærlundsvej. Det var en fin tur over den gamle jernbanebro, med udsigt til de flotte damplokomotiver, og gennem Kildeparken. Moster ringede engang overrasket til min mor for at fortælle, at de havde fået besøg af Kai og en lille pige, som hed Birthe. Først havde Birthe og Kai lige været omkring Zoologisk have, men nu var de kommet på besøg hos kusine Lene ude på Kærlundsvej. Det var første og vist nok eneste gang min mor fik sat fingeraftryk på den bløde del af min ryg. Birthe og jeg var dengang godt fire år.
Vi var egentlig gået så langt hjemmefra for at besøge Birthes mor på Amtssygehuset. Vi gik da også og kikkede ind gennem det hvide stakit som omkransede sygehuset, men nåede aldrig ind på sygebesøg. Kort efter døde Birthes mor desværre.
I min barndomsgade var der meget få biler. Radiohandler Thorhauges bil gjorde særligt indtryk, fordi der var plads til to siddende passagerer i det åbenstående bagagerum med bagklappen oppe. Når hele familien ikke var med, så kunne pladsen jo udnyttes til bagagerum. Jeg har kun set en noget lignende bil i Anders And blade fra den tid.
Min far var begyndt at handle med frugt en gros, så hans lille røde Borgward lastbil havde også plads i gaden, den blev omkring 1950 udskiftet med en helt ny Goliath kassevogn. Men fars bil var på gule plader, og da vores første nabo var en emsig tolder, så måtte mor og søster og mig altid bevæge os over i kolonihaverne på Sønderbro lige over for Skolen, førend vi kunne stå på køretøjet, inden de jævnlige ture til min mosters sommerhus i Rødhus. Så sad vi pænt og gemte os i den mørke kassevogn, og det var, før end sikkerhedsselerne blev opfundet.
Men tolderen flyttede heldigvis, og så flyttede familien Robenhagen ind, og noget senere flyttede Munk Jensen familien også ind i opgangen. De havde tilsammen otte børn, så var der min søster
og mig og børnene fra familierne Nygaard, Damkjær, Winstrup Olesen, Nielsen og tre andre familier, som jeg ikke erindrer navnene på. I alt har vi nok været ca. 23 børn bare i vores opgang.
I hver enkelt opgang var der et særlig stærkt sammenhold. Der var også et stærkt blokfællesskab med de to andre opgange i blokken. De andre i gaden kendte man ikke nødvendigvis, medmindre man gik i samme klasse, fodboldklub, spejdergruppe eller søndagsskole. Men alle gadens blokke kunne forsamle sig, når vi skulle på krigsstien mod andre gader.
Min far handlede jo med frugt, så jeg fulgte ofte med ham meget tidligt om morgenen på Gartnernes Salgsauktion lige op af Karolinelund der, hvor Børnehaven Karolinelund nu (2025) ligger.
Jeg fik somme tider lov at byde på varerne med de knapper, som skulle sætte det store auktionsur i stå. Så måtte far tage varen til den pris, jeg havde budt.
Der var en munter og frisk jargon, og der udspillede sig et robust handelsliv, og så var der også mulighed for at bruge mine kræfter i arbejdet med læsning og losning af kasser og sække midt i en dejlig duft af friske grøntsager, frugt og blomster. En rigtig herlig mandeverden, som de fleste drenge gerne ville deltage i, og flere af vores genboers drengebørn har da også haft fornøjelse af at være på auktionen med min far.
Efter auktionen kørte vi først til onkel Christian med friske varer til hans butik på Østerbro, så hjem til mor for en hurtig kop kaffe, og så gik turen nordpå rundt til købmandsgårde, frugtforretninger, gartnerier, brugsforeninger og andre butikker i det meste af Vendsyssel. På disse vidunderlige landture fik jeg kendskab til mange hyggelige små byer, og jeg mødte mange sjove og rare mennesker blandt min fars kunder.
På fastelavnsmandag var vi alle klædt ud, og langt de fleste raslede sig til lidt ekstra lommepenge. Det var ofte ganske givtigt hos pensionisterne i Jyllandsgade, og nogen var ofte smarte og hurtige nok til at trænge igennem hos byens eneste erklærede millionær - ”Goliath” med fødenavnet Karl Lorentzen. Han ejede havnens bugserbåde, Goliath bådene, og havde kontor lige under brorampen ved Limfjordsbroen. Selv mængede jeg mig på i mine tre onklers butikker.
Pengene kunne vi bruge til salmiakstænger eller kulørte blade, en import fra Amerika, som var på stærk fremgang i de dage, og som vi købte i kiosken henne i Færøgade. I øvrigt en ganske vidunderlig indkøbsgade med is, frugt, slik samt glaserede ler kugler og farverige, skinnende hønseringe og mange andre nødvendige og unødvendige kræmmer- og galanterivarer f.eks fra Schous Sæbehus, alene duften fra de butikker glemmer man aldrig.
Snart efter fastelavn begyndte foråret, og dermed blev legen optrappet ude i gaderne.
Op og ned ad kælderhalsenes trapper fægtede musketererne med kårder af bambuspinde og skjolde fra sæbekasselåg. Ofte mødte man en bande cowboys med knaldende seksløbere, fine hatte og bælter. Pigerne hoppede som regel i hoppereb eller de hoppede i mand. Både pigerne og drengene kunne jævnligt samle sig for ’at sparke til bøtten’. Og så blev der spillet med, og om de kugler og hønseringe, som vi havde købt til formålet. Det spil spredte ofte både glæde og tårer.
På de gode sommerdage drog vi ofte af sted til Blegkilde for at sejle med legetøjsskibe, spille fodbold og klatre i gode høje træer. Det var i særlig grad populært i foråret, hvor de store elmetræer bar klaser med spæde lysegrønne frugter, ”manna”, som vi kaldte dem. Det var en populær og god delikatesse. Især skråningerne mellem det lave plateau ved vandværket og det meget højtliggende terræn, hvori kridtgravene fandtes, var en klatrevenlig urskov med meget store træer, der kunne give adrenalin til drengekroppe.
Oppe på toppen var der igen plant, og her ude i en nyligt høstet kornmark sad vi engang to knægte og hyggede os i en høstak, som vi havde udhulet til sommerhytte. Området var tilsyneladende ikke uden ejer, for nogen sendte sin store gøende hund efter os, og aldrig er jeg kommet så hurtigt ned af en stejl skrænt. Hunden fik aldrig fat i vores buksebag, men det sølle kræ har måske slået sig ihjel under manøvren. Da man lukkede Blegkilde Anlægget, på grund af Eternittens udvidelse, først i 60`erne, døde der noget i mig, lige som det skete igen 50 år senere, da byens ”vise fædre” lukkede og slukkede for vores elskede Tivoli Karolinelund.
Det helt store nummer i december var juleudstillingen i Bispensgade, hvor snedriverne ofte hobede sig meget højt op i gaden og gjorde den så smal som til blot et spor. Så blev butikkernes fine juleudstillinger og julebelysningen til en helt eventyrlig oplevelse. Årets porcelænsjulegave skulle købes til farmor i en af de strålende isenkræmmerbutikker på Vesterbro eller på Vejgård Torv.
Og indkøb af det vidunderligste julekram i Borgerporten var et ’must’ for os alle.
Mange nåede nok også i Springborg, Bristol og på karruseltur i City Sko og meget mere.
Julepynt skulle hentes ned fra loftet, og så skulle der købes hvidtøl og laves medister. Min fars eneste huslige pligt nogensinde i livet, den bestod i at mestre julebagningen, for han havde engang i sin ungdom været under uddannelse i en bagerbutik. Brunekagerne var min personlige favorit, og søster og mig havde mange fine kageforme til brug for julebagningen.
Og juletræsfesterne med onkel Holgers børn med Bagermesterforeningen i Håndværkerforeningens Sal på Nytorv. Jeg kommer stadig til gode julefester med Østparken oppe i Skydepavillonen. Det er med julemand, juletræ, juleposer, bro-bro-brille og alt det andet sjove og gode, som jeg selv kan huske fra de gode gamle dage. Der kommer Luba og jeg hvert år, og nu med det privilegium at have vores to børnebørn med. Den ældste skal nu med for sjette år, og noget af det bedste, som Amalie og Sofie ved, det er at jagte hinanden op og ned ad trapper, og gennem garderober og gange sammen med alle de andre kåde unger. Tænk, at det har kunnet holde sig som et hit nu i det mindste i de 65 år, som jeg kan erindre.
Juleaften fejrede vi altid hjemme. Farmor og farfar kom til os sammen med et par af mors og fars søskende og deres børn. Vi var normalt omkring ti forsamlede hos os til jul. Kirsten og jeg elskede bare de juleaftner, og i alle årene siden har vi holdt de fleste traditioner nidkært i hævd. Første juledag kom kusine Lene og hendes forældre fra Kærlundsvej altid til julefrokost.
I 1948 kom tante Vera fra New York på besøg nogle dage, og hun fandt det væmmeligt at skulle foretage sit morgentoilette i vores kolde vand. Vi syntes nu da selv, at vi ikke manglede noget,
vi havde da altid fået vores ugentlige zinkkar - bade med dejlig opvarmet vand fra køkkenets bygas - apparater.
Omkring 1951 rykkede rørsmedene ind i vores kælder. Jeg fulgte arbejdet med stor interesse, da vi fik varmt vand i hanerne, lige som man længe havde haft det i Amerika.
Da vandet i hanerne blev varmt, da blev mælken kold, opsvinget havde bidt sig fast. Hvilken vidunderlig dag, da vi fik vores første isskab stillet ind i køkkenet. Virkeligt et teknologisk tigerspring. Ismanden kørte med sin hestevogn ind i gaden flere gange om ugen. Så vidt jeg husker, ringede han med en klokke, lige som andre af de hestekuske, som jævnligt kom til vores gade med forsyninger af mælk og andre varer.
Alle vi privilegerede og glade ejere af isskabe stimlede sammen omkring bagenden af isvognen. Ismanden huggede blokkene af en mægtig stang is med et guillotinelignende værktøj. Med hver vores firkantede zinkspand bar vi så glade blokken op i det vidunderlige skab. Jeg husker stadig dagen, hvor jeg indtog min første ’Cold-Milkshake’ fra eget køkken.
Fronten mellem arvefjenden Amagergade og Bornholmsgade lå som regel overfor Sønderbro Skole og ud for ’det gule hus’. Våbnene kunne være sten, som vi samlede fra legepladsens område, og afgrenede juletræsstammer, som vi havde røvet fra de ’lamslåede’ børn ovre i Morsøgade.
Det med juletræsstammerne var en vinteraktivitet, som vi med stor fornøjelse gennemførte hver vinter ved nytårstid. Vi opererede fra forter bygget af sneblokke. I komplekset indgik en eller flere af de hulrum, som dengang lå åbne ind under altanerne i Øgadernes stueetager. De fungerede så som ekstra sikrede bunkeranlæg eller kommandocentraler inden for fortets tykke snemure. Herinde sad høvdingene, og nogen af os andre, og vi efterlod os mange kul - sodede ikoner, som vi med stearinlys brændte ind i betonen op under altangulvene.
På de tidligere omtalte stejle skråninger ude i Blegkilde fandtes verdens bedste kælkebakker, næst bedst var dem ude på Skovbakken. Her stod vi også på skøjter i de første år, men senere foretrak vi skøjtebanen i Østre Anlæg. Glidebaner fandt man vist næsten overalt her i kvarteret, sikkert både på kryds og tværs, det må have været lidt af en udfordring for de ældre at bevæge sig rundt her på en vinterdag. Og for nogen var det en yndet sport at hægte sig fast til Omnibus - linie 2 med eller uden kælk. De kække kunne så nå at få et lift fra Færø Plads til Sønderbro.
Dengang var Sohngårdsholmsvej bare en grusvej, som mest blev anvendt af marcherende soldaterkolonner som, til stor fryd for os børn, næsten altid marcherede gennem Bornholmsgade, og lige under vinduerne til vores børneværelse, på deres vej, ”1-2-3-4” - frem og tilbage til eksercits oppe ved Sohngaardsholm Slot. Soldaterne kom fra byens store kasserne ”Fyensgades Kasserne” som fyldte det meste af arealet, hvor vi i dag finder Fyensgade Centret og Markusgården (2015). På Eternithjørnet, der hvor vi nu finder Føtex, lå der kolonihaver og langs med Østre alle, som dengang var meget smal og næsten uden trafik, var der flade grønne vildtvoksende arealer.
På denne grønne slette stegte jeg mine allerførste kartofler på bål. Lige før det sted, hvor jernbanen skar igennem Sønderbro var der en lille bæk som ledte kølevand bort fra Eternitfabrikken. Her i bækkens okkergule vand forsøgte jeg at fange min første fisk med et stykke sejlgarn og en stor rød krog fra mit ”Tekno-Ingeniørsæt”.
Jeg gik ikke så ofte på mold,’tror jeg da ikke’, så derfor husker jeg næsten hver gang, og én af dem var i en kolonihave der lå på det hjørne som nu omkranser Føtex. Her sad jeg rigtig godt oppe i pæretræet da haveejeren kom ind igennem havelågen. Via et lille hul i hækken spurtede jeg hjem til Bornholmsgade på en tid der lagde grunden til et senere danmarksmesterskab for Sønderbro Skoles stafethold.
Hjemme i Nr. 72 var Benny Nygaard formand for løbeklubben, en stor frisk og rigtig flink dreng, som vi alle så op til. Hans festlige og kreative bror, John, viste mig, hvorledes man går i cirkus uden entrebillet og skaffer sig gratis chokolade fra en automat på hjemvejen. Deres søster Winni lærte mig de første rigtig frække ord, som jeg ikke tør gentage her. Vi var mange sjove og livlige børn i gaden, nogle gange gik det ’lige til stregen’, ikke mindst når vi boltrede os i kældre og på lofter.
I kældrene lavede vi spøgelsestog med græskarhoveder og legevogne. Her så vi også tegnefilm fra en skærm udskåret i en skotøjsæske og med bagbelysning fra datidens cykellygter, en såkaldt ”NEFA-blænder”, og filmstrimlen var lavet af pergamentpapir. Vi høstede celluloid fra cykelstyr, som brændte under så fin en røg når det blev ramt af solens stråler gennem en lup kaldet et ”brændeglas”, jeg erindrer stadig duften. Jeg er ikke gået glip af mange oplevelser i kælderen, dog skete det en gang til min store fortrydelse. Jeg kom hjem fra tre ugers sommerferie efter en rejse på skolefribilletter med toget til København. I parentes skal jeg lige nævne, at jeg i Brønshøj nød godt af de lokale bissers respekt for Aalborg som bokse by.” Hvor fanden kommer du fra, bonderøv? - jeg er fra Aalborg - nå – nå ”. Men jeg kom så altså hjem og hørte at vores kælder ugen forinden havde været så meget oversvømmet, så man havde sejlet rundt dernede i sine zinkbadekar, og det var gå’ nok´ skidetræls at komme for sent hjem til.
Blokkens bokseklub, anno 1951, var i et loftsrum, og brødrene Krog var naturligvis vores forbilleder. Vi var vist ikke så mange medlemmer ud over Frode og mig, og vi fik aldrig handsker, men klarede os med håndklæder som vi bandt på med snor.
Carl Wilhelm var et par år ældre end mig, men fra hans loftsrum kunne vi begge smyge os op i ’himmelen over alle loftsrum’- det store areal der lå lige under tagets kip, og som strakte sig fra gavl til gavl i hele bygningen. Herfra overloftet var der en ’betagende’ udsigt ned til mange sære ting fra krigens- og andre forgangne tider. Og når vi kunne mave os op fra ét rum, så kunne vi jo da også dykke ned i andre rum. Under sådan en ’sightseeing’ kunne man mærke hjertet slå, man kunne holde vejret, og blodet isnede i kroppen når nogen kom ind på loftet og tændte en lampe.
Carl Wilhelm havde godt nok mange sjove granater, bajonetter, hjelme og gasmasker fra krigens tid samlet sammen på sit loftsrum, og så husker jeg den dejlige ’usunde’ duft af maling, for de fleste havde nogle malerester stående, og Carl Wilhelm malede meget i sit rum.
Jungletrommerne fortalte, at politimanden var på besøg hos Carl Wilhelm, og siden vovede jeg mig aldrig op på overloftet, førend jeg tog mod til mig for et par måneder siden. Efter næsten 60 års pause bor jeg nemlig nu i den samme blok, nu i nr. 70. Vi har lige fået nyt tag, og igennem en lem var der åben adgang til ”himmelen”. Jeg vovede mig derop, så jeg kunne gøre lidt rent over vores eget loftsrum, og kunne jo så ikke helt undgå at kikke lidt ned også i de andres rum. Det var en mærkelig fornemmelse igen at møde loftets mystik efter så mange år, hvor jeg har holdt mig ude af kriminalitet. Hold da kæft, hvor hjertet bankede. Men ve den drengerøv, som kunne vove at følge vores eksempel fra 1951 - nej ungdommen er jo ikke, hvad den har været!
Langt det meste af tiden var vi nogle pæne drenge. Jeg gik f.eks til dans i Vera Jensens danseinstitut på 1 sal. i den hedengangne ”Grand Variete” på Frederikstorv. Det gjorde jeg jo ikke mindst for at glæde mor. Hun spurgte engang Carl Vilhelm, om ikke han godt kunne ønske sig, at det var ham som gik til dans. Og så sagde han jo! - fra den dag mistede jeg lidt af respekten for ham.
Alligevel fortsatte vi med at lægge planer om vores rejse til Afrika. Planlægningsperioden var de kolde vinterdage på mit værelse. Forstudierne om kanoer og nødvendigt grej blev gjort på Aalborg Museum. Vi havde udset os en pram nede i Østre Baadehavn, sømandskab for turen ned gennem Biscayen og videre til Congos kyster blev studeret i City Bio under filmen ”Captain Ploughorn”.
Jeg var ikke den værste bandit her i gaden, og det var Carl Wilhelm heller ikke, jeg kunne nævne langt værre eksempler på bøllestreger, men det vil jeg ikke, for det var modning og udvikling til positive og retskafne personligheder, der blev kendetegnende for langt langt den største del af de mange børn, som voksede op her i Øgadekvarteret.
I 1952 startede jeg i 1. a på Sønderbro Skole med den rare og kunstneriske begavede Ole Riis som klasselærer. Fra min gade kom også Preben Hansen og Birte Otzen i samme klasse. Lilian Reng og Inge Damkjær startede i en anden 1. klasse. Preben og jeg var meget sammen, også somme tider på Fyensgades Kaserne, hvor hans far var velfærdsofficer. Kasernen var rigtig spændende med levende soldater og krigsmateriel.
Børnefødselsdagene hos Preben var noget særligt, for her så vi altid nogle meget spændende film. Hans far var nemlig ansvarlig for filmfremvisning på kasernen, og han havde derfor adgang til at låne hærens mest moderne udstyr og de seneste nye film fra Disney og mange andre amerikanske filmstudier. Her fik vi et spændende og farverigt udblik til hele den vide verden. Kun hos Winstrup Olesens datter, jeg tror hun hed Hannah, bød børnefødselsdagene på et lignende filmshow. Min søde veninde, Hannah flyttede desværre fra opgangen, og Winstrup Olesen drog i 1959 til Hollywood, hvor han dannede sit eget orkester. Han endte som musikchef i Universal Studios. I Aalborg medvirkede han som musiker i Restaurant Kilden, Håbet og vist nok også på Ritz - Safari.
Der var en ganske stor mangfoldighed i beboermassen den gang i Bornholmsgade. Og det var nok stærkt medvirkende til at gøre det til et rigtig sjovt sted at bo. Der var vel relativt få akademikere, men ellers var der kontorfolk, repræsentanter, en guldsmed, en radioforhandler, mange andre slags forretningsdrivende, tjenere, chauffører, politibetjente, brandmænd, musikere, officerer, en viceborgmester og andet godtfolk. Faglærte og ufaglærte arbejdere var dog langt de fleste.
Aalborg Værft, Eternitten, Cementfabrikkerne, Slagterierne, Aalborg Havn og de Kul - og Foderstof virksomheder, som fandtes der, var store arbejdspladser som fandtes blot en lille cykelturs afstand fra vores boliger.
I 1954 blev jeg ulveunge i Valdemar Atterdag Flok ude på Spejderborgen i Kong Hansgade. Siden blev jeg spejder, skovmand og leder af troppen. Det fyldte rigtig meget i min ungdom at udfordre naturens kræfter året rundt, næsten altid iklædt korte bukser, med natløb i de mørke skove, bivuakering i høj sne, og sommerlejre som ofte gik til de norske og svenske fjelde. Jeg var med i Valdemar Atterdag Trop, indtil jeg startede ingeniørstudierne på Aalborg Teknikum, og jeg har stadig et nært venskab med Christian Tybjerg, Benny Pedersen, Erik Ruberg, og mange andre spejderkammerater fra den tid. Syv af os har med vores ægtefæller mødtes mindst en gang om året igennem mere end fyrre år.
Nu tilbage til Bornholmsgade omkring 1950:
For gadens raske drenge fandtes verdens bedste legeplads nede ved havnen. Vi tumlede rundt i Teglgårdshavnen og sprang rundt på prammene også i Øst-havnen. Hernede lige foran DLG’s lagerbygninger, der hvor Stjernepladsen (2025) nu ligger, lå der et højt læs af opstakkede togskinner. Ovenpå dem fægtede jeg en dag i 1953 mod ’Zoros bande’. I min iver trådte jeg forkert og røg ud over kanten af stakken. Men den højre fod hang fast i bunden af en hul jernbaneskinne. Da måtte kammeraterne bære mig hele vejen hjem til mor.
Det var dengang, da huslægen gerne kom på besøg ved hvert et opkald, og dr. Mikkelsen kom da også gerne forbi. ’Forstuvning sagde han - koldt omslag med stramt bind, og gå så først i skole igen, når du kan’. Det var jo nok klogt sagt, mente mor, for Mikkelsen var uddannet som ortopæd, i øvrigt havde jeg gået i skole længe nok til at sætte pris på hans anbefaling.
Da jeg 6 år senere, på en spejderetur som 14-årig, brækkede min højre ankel og blev grundig undersøgt på Aalborg Kommunehospital, sagde specialisterne at ”det ben har været brækket før. Aldrig, sagde jeg. Jo, det har det!” Og så erindrede jeg historien med dr. Mikkelsen og de 2-3 uger, som jeg havde holdt mig i ro med min ”forstuvede fod”.
Så næste gang så sørgede en klassekammerat, som hed Bjarne, for at brække mit venstre ben.
Det var næsten præcis et år efter nr. 2 benbrud. Jeg gled på det våde gulv på skolens drengetoilet under en venskabelig brydekamp, og Bjarne var lige så ked af som jeg.
Det var selvfølgeligt slemt at brække et ben i skolen, men det kunne være næsten lige så slemt at møde en brutal gårdvagt. Jeg har set en meget lille elev blive ’pandet en’ bagfra, blot fordi hun var kommet til at træde lidt uden for rækken. Det var en lærer, som ellers godt kunne opføre sig ganske civiliseret når vi havde ham til sang. Men ved den omtalte begivenhed blev jeg så vred at blodet kogte, og jeg havde virkelig lyst til at gå i flæsket på ham.
Engang brændte det ’vidunderligt voldsomt’ hos Aalborg Træ og Finer der lå hvor Boxit nu (2025) ligger. Alle Aalborgs udrykningskøretøjer nærmede sig stedet, med hylende sirener. Mange af os drenge forlod omklædningsrummet til fordel for atletikbanerne, hvorfra der var en flot udsigt til ildebranden. Men det skulle man altså bare ikke gøre, når man havde gymnastiktime med hr. Lingaard, det var ham med den fede Nimbus motorcykel. Tilbage i omklædningsrummet kunne vi vælge mellem ’svedetime’ eller en på kassen. Jeg valgte lidt action med kontant afregning, så jeg hurtigst muligt kunne komme hjem og lege i gaden. Lærer Lingård og jeg forblev altid gode venner.
Skoletandlægerne på Sønderbro var kendte i hele bydelen, og især frk. Sejersen var frygtet af de fleste. Jeg var meget nervøs, hver gang når jeg skulle til tandlægen, men når jeg først sad i stolen, viste jeg ikke min frygt, og jeg peb heller aldrig. Det tror jeg, frk. Sejersen respekterede meget, vi havde det altid fint nok med hinanden.
Min sproglærer Sigersen hånede mig ofte, men aldrig på en måde som jeg helt forstod. Vi fik
aldrig fælles kemi, og resultaterne blev derefter. Til min egen store overraskelse blev jeg tidligt i forløbet af min videreuddannelse anerkendt for ganske gode sprogfærdigheder og fik pludselig høje karakterer i både tysk og engelsk, og siden blev fremmedsprog vigtige for min levevej.
Vi nåede lige at komme med i de moderne tider med seksualundervisning i 2. mellem. Den blev fremlagt af en ældre frøken. Hun var også leder hos KFUK, og så var hun også vores lærer i botanik og biologi. Undervisningen blev da også fremlagt sådan lidt bien- og blomsteragtigt. Mange af os fik det nok ikke lært sådan lige med det samme, jeg erindrer i hvert tilfælde ikke lige nogen praktik desværre, men ellers var det da vist ok. Frk. Ludvigsen var nemlig en ældre frisk dame med en moderne og åben pædagogisk stil, og hun gjorde mig den store glæde at sende os ud på talrige ekspeditioner i Sønderbro Skoles herlige grønne bagland der var et eldorado for naturelskere.
Området strakte sig helt fra Sønderbro til Hobrovej, og helt fra Hjulmagervej til Ny Kærvej. Her lå kolonihaverne tæt, mange af dem med spændende træhuse, nogle med flere etager, med kreative gesimser, tårne og spir. Imellem haverne var der også masser af friarealer, hvoraf de fleste var tæt tilgroede, og terrænet blev gennemskåret af Blegkildestrømmen og andre mindre vandløb og bække.
Populationen i det her område var også ganske interessant. Her boede ”sigøjnerne” i en samling cirkusvogne på en plads midt i området og nær Kjærs Mølle. August, Heimdal, og flere andre af dem gik på Sønderbro Skole. En pige fra ’sigøjnervognene’, Leila, gik en kort overgang i min klasse, men det varede ikke længe, for mange af dem var omrejsende folk.
Bumser og originaler hørte også til i området. I en hytte boede ”Reserve Jesus”, der næst efter den legendariske ”Jennerjahn” nok er den største af de originaler, som Aalborg var rig på i disse år.
Ham så vi jævnligt, med sit store hår - og viltre skæg, kom han, til vores frydefulde frygt,
kørende på sin cykel i Sjællandsgade frem og tilbage i retningen af Færø Plads.
I mellemskolen havde vi klasseværelser i skolens vestfløj, ud mod Sønderbro. Herfra havde vi udsigt til dette dejlige grønne område med ganske få, men interessante beboere og nogle sjove og skæve eksistenser. Klasseværelsets vinduer kunne friste til dagdrømme om frodige jungler og udlængsel. Det har været med til at vække den eventyr - og rejselyst, som stadig brænder i mig.
Geografi og Historie fik jeg lært mig ganske godt fra de gode og meget elskelige lærere Børge Jensen og Sundgaard.
Men den største agtelse havde jeg for min klasselærer Bent Rasmussen. Han var dygtig og konsekvent, men flink og retfærdig. Han blev senere skoleinspektør i Gug, og det kunne de derude efter min mening være rigtig godt tjent med.
Mine favoritfag i folkeskolen var atletik og gymnastik. Næsten hver gang var jeg med på skolens årgangs-hold ved det årlige skoleidrætsstævne på Aalborg Stadion. Her fik vi mange holdmesterskaber og fine diplomer, som blev ophængt i gymnastiksalens omklædningsrum. I 1958 vandt jeg disciplinen længdespring, og i 1959 var jeg med til at vinde holdmesterskabet i Nordjylland. Så blev holdet sendt til Idrætshøjskolen i Vejle, og her var jeg med til at vinde det danske skolemesterskab for de fjortenåriges 4 x 60 meter stafetløb. Ud over mig var tvillingerne Axel og Flemming, fra Morsøgade, og Villy Jensen fra Bornholmsgade 74 også med på holdet.
Henning Munk Jensen og jeg blev nære barndomskammerater, vi var begge glade for fodbold, og da jeg er to år ældre end Henning påtager jeg mig gerne en del af ansvaret for hans talentudvikling. Det var sandsynligvis også mig, der introducerede ham til asfaltbanen lige uden for fru Nilsens vinduer, og det må jeg så nok hellere stikke inspektør Willy en undskyldning for, til fru Nielsen bliver det jo mange år for sent nu.
Man kan ikke komme ind på det her emne uden at nævne salig Runge. Min søster fortæller, at Runge ville tage Kirsten og hendes veninde Jette Robenhagen ”ved vingebenene”, og pigerne talte meget om, hvad dette mon kunne betyde, og hvor slemt det mon kunne være. Hvorom alting er, hr. Runge havde et meget anstrengt forhold til børn på græsplæner, og det emne er righoldigt behandlet af mange andre her fra gaderne. Når vi så ham i det fjerne, så råbte vi på behørig afstand: Runge - Runge med den skarpe tunge!
Henning kom jo i AaB ved en fejltagelse, har han tidligere fortalt os her, han troede jo han var kommet til Changs baner da han meldte sig i klubfodbold. Jeg nåede frem til de rigtige baner for dem med de sort hvide striber. Og Chang, hvor mine fætre, Bernt og Ole, havde spillet og onkel Axel var i bestyrelsen, var det rigtige klubvalg for mig, men jeg var kun med et par år som pusling.
Mit talent var mere til atletik, og interessen var større for spejderi. Men der blev også tid til lidt rosport i Aalborg roklub. Mindst en gang om ugen roede jeg toer med styrmand med mine gamle skolekammerater Preben Hansen og John Kindberg. Vi var på flere langture til Nibe og var også på ture til hytten oppe i Ryå. Dertil kom ”Festroningen” mangen en lørdag aften nede i klubben.
Som fireårig havde jeg et sammenstød med en vindueskarm. Jeg slog hul på et øjenbryn, og min mor ilede med mig på armen ned ad trappen og ind i Bornholmsgade nr. 70 i st.th.
Der havde idrætslægen Tage Meiling konsultation og muligvis også bolig, og her fiksede han skaden med en klemme. Erindringen er nu 64 år gammel, og lægen behandlede mig i just den lejlighed hvor Luba og jeg nu bor, vi flyttede ind der for et år siden. (2013)
Nu kunne man så få det indtryk, at jeg har gået og ventet på at få netop den lejlighed, og at jeg har boet i Øgadekvarteret i hele mit liv. Det har jeg så bare slet ikke. I 1955, da jeg var 10 år gammel, flyttede min familie til Rughaven 23,1.tv., i Østparkens afd. 6. På torvet i Rughaven drev mine forældre frugt- og blomsterforretning. Far fortsatte sideløbende med at sælge frugt engros til en fast kundekreds rundt omkring i Vendsyssel.
Da jeg var 23, flyttede jeg hjemmefra. Først var jeg soldat hos Jyske Trænregiment på Hvorup Kasserne, og siden da har jeg faktisk haft tid til at have bolig og arbejde i både Asien og Afrika og i tre lande uden for Danmark. Min datter Marianne, der blev født i Aalborg i 1970, startede sin skolegang i Teheran. Hun fortsatte skolegangen i Cairo, og hun afsluttede den i Klarup. Min ekskone, Alice som kom fra Sebbersund, blev engang til en jobsamtale spurgt om hun havde været gift med en cirkusdirektør, for vi fandt også tid til at arbejde og bo i både Vendsyssel, Sønderjylland, Kronjylland og Sydjylland.
I 1993 var jeg blevet single, med arbejde og bopæl et år i Riga i Letland. Under en forretningsrejse til Riga træf jeg i 1996 den 40’årige skolelærer Luba. Vi blev gift i 1998 og flyttede sammen med Lubas datter Irene ind i Bornholmsgade 64, 3 th. Inden da havde jeg i et par år boet på ’fremleje’ i Mariannes lille lejlighed i Saltholmsgade 4, 2 tv., medens hun arbejdede i København. Fra Saltholmsgade, og senere også fra Bornholmsgade 82, 3 th., drev jeg mit lille firma med eksport og import til Baltikum og Rusland. I 2011 fik Luba og jeg en stuelejlighed i Bornholmsgade 70 st.th.
Engang i 1993 besøgte jeg et varmeværk i Daugavpils, på grænsen mellem Letland og Rusland. Driftslederen fra værket inviterede mig med hjem til sin familie, og her var han lidt forlegen ved at præsentere mig for sin kone, sin datter og svigersøn, og deres lille barn, som alle fem boede i en meget lille men hyggelig toværelses lejlighed. Her fandt jeg en varme og harmoni som mindede mig om hjemmet hos min spejderkammerat, Benny og hans tre søskende som boede sammen med deres bedstemor, mor og far i en treværelses lejlighed i Rømøgade 7 i 50érne for mere end tres år siden.
Om fortiden kan man sige med sikkerhed - at den forsvinder. Og det efterlader mange af os med en følelse af nostalgi. Tanken om en tidsmaskine, er meget besnærende men næppe særlig realistisk.
Og så dog, for i 1993 købte jeg mig sådan en tidsmaskine, pakket ind som en ny rød VW Golf.
I den kørte jeg gennem de tidligere Sovjetrepublikker Estland og Letland til Riga, hvor jeg arbejdede og blev boende i et år, og det var lige efter Sovjetunionens fald.
I Letland og Riga fandt jeg rigtig mange andre ligheder med Aalborg og København, som det var her hos os i Danmark i slutningen af fyrrene og begyndelsen af halvtredserne.
I Riga var der entreprenørånd, med en kæmpe underskov af selvstændige småhandlende, i både engros og detailhandel, lige som jeg havde oplevet det positivt i min tidlige barndom. Ret klondike - agtigt, lidt som i ”det vilde vesten” med en snært af mafiosodramatik, men som regel ufarligt skægt og charmerende, og så har de vintre, som minder om dem der var i min barndom.
Her genoplevede jeg mange af de billeder og stemninger, både på godt og ondt, som jeg erindrer fra min barndoms by og fra min tidlige barndom i Danmark.
DET VAR EN KOLD OG MØRK TID MED MEGEN LYS, VARME OG CHARME
Dengang var det jo så koldt, at vi kunne rende rundt på fjorden i en måned eller mere. Der var stor knaphed på indkomster og varer. Der var ikke mange køretøjer i gadebilledet, og mange gik rundt i gråt, antonymt tøj og kedelige, lange, tunge frakker. I trappeopgangene, i butikkerne og i gaderne var der ikke meget lys. På overfladen lidt gråt, og hvis man ikke vidste bedre, så kunne man tro at det var ganske forfærdeligt, men sådan oplevede vi det bare ikke. For ud over de lys vi fandt i håbene, og i vinduerne den 1. maj, eller på nytårsaften, så var der jo den ild som brændte i alle os, piger og drenge, fra verdens første teenager generation. Sådan var det jo f.eks. når vi mødtes på Espresso Bar, Kaliffen, til Det Unge Aalborg eller til søndagsmatine På Ambassadør.
Der var nærvær og varme i sammenhold og relationer, og der var skæg og ballade.
Fremskridt var mærkbare fra kvartal til kvartal dengang i Aalborg, og halvtreds år senere i Riga.
I min barndomsby, lige som i Riga, var der stor mangfoldighed. Der var et jordnært miljø med driftige mennesker og langt de fleste med varme hjerter.
Mange frivillige voksne gjorde et kæmpearbejde for os unge i spejderkorps, sportsklubber og foreninger.
Det var et sundt og godt sted at vokse op, Øgadekvarteret har sat sig dybt og smukt i mine erindringer.
Aalborg var for mig den rigtige by på det rigtige tidspunkt, og det er den jo heldigvis stadig i dag.
Kai Hjorth den 01. november 2013
Efterskrift, den 06. marts 2025
Fortællingen er fra 2013. Vores bydel har siden da været under en rivende udvikling. Nogle stedsangivelser i teksten er derfor blevet opdateret eller forklaret med tilføjelsen af parenteserne (2025) eller (2013). Historierne handler mest om Bornholmsgade og afd. 1 fra 1945 til 1955 da vi hed Boligselskabet Østparken, først mange år senere fik vi navnet Vivabolig.
Nu er der så gået tolv år mere, og vi bor stadig på samme adresse i Bornholmsgade 70, st.th. Min kone, Luba, der har arbejdet og boet i Rusland, Letland, USA og Danmark, har aldrig i sit liv boet i nogen gade eller by så længe som her i Bornholmsgade i Aalborg, hvor hun med stor glæde har boet nu i 27 år. Luba er, med sit tolkearbejde, stadig erhvervsaktiv pensionist. Jeg blev jo født samme år som Bornholmsgade, så jeg er fultidspensionist og fandt det på tide at stoppe også i Vivaboligs Repræsentantskab for fem år siden efter femten års frivilligt arbejde i Østparken og Vivabolig.
Gennem årene er vores bolig blevet mere centralt beliggende i forhold til nogle af byens allerbedste pladser og mest attraktive grønne områder. Vi nyder vandreturene langs havnefronten, forbi Musikkens Hus, frem og tilbage mellem byens historiske centrum og Bornholmsgade. Her kommer vi forbi et tilpas antal gode caféer og nogle af byens mest interessante moderne bygninger og kulturudbud. Turen varieres gennem den livlige Østhavn og Østre Anlæg eller, langs med Østerå, gennem Karolinelund. Ved genåbningen i 2012 udtalte jeg mig meget kritisk til TV 2 Nord, men nu 13 år senere glatter jeg gerne ud på mine kritiske udtalelser fra dengang, for jeg synes at Karolinelund projektet nu i 2025 tegner virkelig godt, langt bedre end jeg dengang turde håbe. Det synes jeg nu gerne jeg vil rose byens vise rådmænd for.
Kort og godt, så synes Luba og jeg, lige som i 2013, at Aalborg og Bornholmsgade er det helt rigtige sted for os at bo, og det synspunkt tror jeg vi deler med mange i Vivabolig Afdeling 1, og hermed ønsker vi os alle rigtig hjerteligt tillykke med 80’års jubilæet den 19. september 2025.
Kai Hjorth
